For det tidligere folketingsmedlem Daniel Toft Jakobsen har det været vigtigere at have sig selv med i rollen som politiker, end at være synlig i medierne. Måske har det skadet chancen for genvalg, men han fortryder ikke.
Af Adam Geil og Frederik Aagaard Zeuthen
Da Daniel Toft Jakobsen lægger jakken fra sig, stiller sin appelsinjuice på cafébordet og sætter sig overfor os i båsen, er det første, han siger, at han egentlig ikke har ret meget lyst til at lave det her interview.
Han havde set frem til for en tid at slippe for henvendelser fra journalister, efter han ikke fik stemmer nok til at blive genvalgt ved det nyligt overståede folketingsvalg.
Det har nemlig af og til slidt på Daniel Toft Jakobsen, når medierne har rettet deres opmærksomhed mod den østjyske socialdemokrat.
Men han er alligevel mødt op for at fortælle om sin tilgang til det politiske arbejde og sine syv år på Christiansborg.
I stedet for at arbejde på at komme i medierne, har han forsøgt at arbejde på det, han har fundet vigtigt. Og så har han forsøgt at være tro mod sig selv.
Derfor har du måske heller ikke hørt om manden, der ellers har formået at sluge stemmer nok til at blive valgt ind i de to valgkredse i Østjylland, hvor Socialdemokratiet plejer at stå svagest. Hedenstedkredsen, hvor Daniel Toft Jakobsen bor, og Favrskovkredsen, hvor han stillede op.
Daniel Toft Jakobsen er nemlig en del af den gruppe folketingspolitikere, der ikke nyder stor opmærksomhed i den brede offentlighed. Ifølge eksperter får de fleste danskere deres viden om politik fra medierne, hvor især DR, TV2 og de store dagblade spiller vigtige roller.
Og her er Daniel Toft Jakobsen ikke en af dem, der får mest taletid. Tværtimod.
Ifølge en opgørelse på Infomedia, har han været nævnt i medierne mindre end 700 gange i sidste valgperiode.
I stedet har Daniel Toft Jakobsen bevidst arbejdet med de områder, han synes er allermest interessante. Lige gyldigt hvor meget medieopmærksomhed, det har givet ham. For ham har det handlet om at prioritere en ting: det meningsfulde.
Og selvom han ikke blev valgt ind ved folketingsvalget i november, så er han ikke i tvivl om, at han ville have fortsat på samme måde, hvis han var blevet valgt ind.
“Jeg har ingen skuffelse eller utilfredshed over, at jeg ikke er blevet omtalt mere i medierne. Jeg har prøvet at være den, jeg har haft lyst til at være. Var jeg blevet valgt igen, havde jeg ikke ønsket mig et mere prestigefyldt ordførerskab, men havde foretrukket at fortsætte med det, jeg synes er interessant,” siger Daniel Toft Jakobsen.
Holdt med Svend Auken
44-årige Daniel Toft Jakobsens interesse for politik startede i skoletiden. Her indså han, at det ikke er alle børn i verden, der vokser op i et land som Danmark.
“Der er nogle steder, hvor børn går sultne i seng, og hvor deres største drømme handler om at komme i skole. Mine ønsker var alle mulige materielle ting, en ny cykel eller en Commodore 64, og hvad der ellers var dengang,” siger Daniel Toft Jakobsen.
I barndomshjemmet var han omgivet af en politisk interesse, der smittede. Hans forældre var ikke politisk aktive, men i hjemmet fulgte man med og diskuterede, hvem der var hvem, når der blev hængt valgplakater op. Og så holdt de med Svend Auken, fortæller Daniel Toft Jakobsen.
“Kombinationen af at opdage, at der var noget utroligt uretfærdigt i verden, og så at der er noget politik, som på en eller anden måde kan adressere det. Det gjorde mig interesseret,” siger han.
Den politiske interesse førte Daniel Toft Jakobsen til statskundskab på Aarhus Universitet og et medlemskab af Socialdemokratiet.
Med åbne øjne
Efter at have arbejdet som specialkonsulent på Aarhus Universitet og siddet halvandet år i byrådet i Hedensted, blev Daniel Toft Jakobsen valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet i 2015. Her hverken forfulgte han eller fik roller og ordførerposter, der giver meget opmærksomhed.
I stedet har Daniel Toft Jakobsen gennem sine syv år i Folketinget fundet nogle “nicheområder”, han interesserer sig for og dykker ned i. Han har blandt andet været fri-, efterskole- og højskoleordfører, handicapordfører og udviklingsordfører.
“Jeg har arbejdet med nogle nicheområder, der ikke er så mange andre i folketinget, der synes er interessante. Blandt andet trosfrihed rundt omkring i verden,” siger Daniel Toft Jakobsen.
Han kan med egne ord bedre lide at være til stede i et forhandlingslokale end på Facebook og prioriterer resultater over synlighed. Det har ikke givet specielt meget medieomtale. Hverken i de klassiske nyhedsmedier eller på de sociale medier.
Ifølge en søgning på mediearkivet Infomedia, har Daniel Toft Jakobsen været nævnt i medierne 688 gange i sidste valgperiode fra 2019 til 2022. Det står i kontrast til eksempelvis partifællen Jens Joel, der er børne- og undervisningsordfører. Han var nævnt 2187 gange i samme periode.
Samtidig har Daniel Toft Jakobsen ifølge hjemmesiden dkpolpåsome, der kortlægger danske politikeres aktivitet på sociale medier, kun lavet 108 opslag i perioden. Det er omtrent en tiendedel af det, hans partifælle Rasmus Prehn, der i perioden var minister for udviklingssamarbejde samt landbrugs-, fødevare- og fiskeriminister, præsterede.
Daniel Toft Jakobsen fremhæver at han ikke selv har opsøgt at være meget i medierne, men tror også, at der er nogle dynamikker, hvor medierne synes, andet er mere interessant end handicap- og udviklingspolitik.
“Jeg har muligvis ikke ramt balancen med at være synlig godt nok. Der er helt sikkert ting, jeg skulle blive bedre til, det her er nok noget af det. Men det har været med åbne øjne, fordi jeg har fokuseret på det, jeg synes giver mening,” siger han.
Mere introvert end gennemsnittet
En ting er, hvad der giver mening for Daniel Toft Jakobsen, noget andet er, hvad han har lyst til.
“Jeg er ikke meget introvert, men nok mere end gennemsnitpolitikeren. Derfor er jeg ikke så meget til hurtige medieoptrædener, som andre måske er. Alt respekt for det, men vi er nok bare forskellige personlighedstyper,” siger Daniel Toft Jakobsen.
Asbjørn Sonne Nørgaard, der i dag er direktør for centrum-venstretænketanken Cevea, har været professor og leder for SDU’s Center for Politisk Psykologi. Her har han undersøgt, hvordan politikeres personlighed spiller ind i deres ageren, og hvordan de prioriterer deres tid.
Her viste det sig, at hvis man er meget ekstrovert, bruger man mere tid på medierne. Er man videbegærlig og interesseret i at blive klogere, så bruger man mere tid på gruppemøder og forberedelse.
Daniel Toft Jakobsen peger på, at mediernes tempo er en af årsagerne til, at han ikke altid nyder at være i medierne.
“Hvis jeg skal have det rigtig godt med at være i medierne, så skal jeg dels kunne sige min ærlige mening og dels have styr på sagerne. Jeg skal måske længere ned i dem end mange af mine kolleger, også længere end det dybest set er nødvendigt,” siger han.
Når man spørger Daniel Toft Jakobsen om, hvis ansvar det er, at han ikke har været mere i medierne, bliver der stille i et par sekunder, inden han tager ansvaret selv. Han opponerer dog mod ordvalget:
“Jeg ved ikke, om ansvar er det rigtige ord. For så taler vi om det, som om det er en stor ulykke, at jeg ikke har været meget i medierne. Sådan ser jeg det ikke. Skal det være et succeskriterie for alle politikere at være meget i medierne? Det er jeg ikke sikker på, jeg synes,” siger Daniel Toft Jakobsen.
Bøvlet med partilinjen
I stedet peger han på tre andre ting i sit arbejde, han har forsøgt at gøre så godt som muligt:
At repræsentere sit lokalområde og sætte en ære i at passe sine ordførerskaber. Det indebærer at bruge tid på at sætte sig grundigt ind i tingene, mødes med interessenter, der ved noget om eksempelvis handicap- og udviklingspolitik, og suge til sig af deres viden. Det har han så brugt til at spille ind til sin regering og ministre.
“Og tre: Være en stemme for de dele af socialdemokratiet, der synes, at udlændingepolitikken er blevet for stram. For det er der nogle, der synes,” afslutter han.
Det er da netop også med det budskab, at Daniel Toft Jakobsen flere gange er braget igennem lydmuren til de landsdækkende medier. Han har ved flere lejligheder stået fast på sine holdninger og åbent talt partiets linje imod. Noget, der er usædvanligt i en tid, hvor partidisciplinen er høj.
Det har han blandt andet gjort i forbindelse med udgivelsen af sin bog “At være demokrat er ikke at være bange – åndsfrihed under pres” fra 2020. I forbindelse med bogen, gav han et stort interview til Berlingske. Her talte han blandt andet imod regeringens forslag om et tildækningsforbud i offentligheden. Det gjorde det blandt andet strafbart at gå med tørklæde eller burka.
Daniel Toft Jakobsen mente at forbuddet gik for langt og kunne være i strid med religionsfriheden:
“Vi skal passe på ikke at behandle religion i Danmark, som Putin (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.) behandler homoseksuelle ved at sige, at det ikke hører hjemme i det offentlige rum. Det er et udtryk for en religionsforskrækkelse,” sagde han til avisen.
En enkelt gang i hans syv år på Slotsholmen har han sågar stemt imod partlinjen, hvilket er meget usædvanligt.
Det skete da han sammen med partifællerne Mette Gjerskov og Yildiz Akdogan stemte imod asylstramninger, der skulle gøre det sværere for flygtninge at få familiesammenføring. Og det er især, når Daniel Toft Jakobsen har haft en anden holdning end partiet, medierne har interesseret sig for ham. Det har ikke altid været lige populært hos partiledelsen, og han har oplevet episoderne som hårde og krævende.
“Jeg vil gerne stå ved mig selv og min holdning, men også være loyal overfor mit parti. Jeg har bøvlet med, hvordan jeg kunne gøre det. Det har ikke fremmet en lyst til at være på hele tiden, fordi det har slidt mig, når jeg har været det,” siger Daniel Jakobsen.
Tværpolitisk netværk for international tros-, tanke- og religionsfrihed
Selvom det har tæret på Daniel Toft Jakobsen, når han var uenig med partilinjen, har han alligevel været ærlig på de områder, hvor han har været uenig.
“Jeg har insisteret på, at jeg er uenig i nogle områder såsom bederum og kvoteflygtninge. At stå ved det jeg mener og som en del socialdemokrater mener. Men jeg har forsøgt at gøre det på en måde, hvor jeg også viser loyalitet overfor partiet. Jeg har aldrig haft til intention at skade partiet, men jeg har villet vise, at de her holdninger findes i vores gruppe,” siger Daniel Toft Jakobsen.
Selvom det har været hårdt ikke altid at være enig med sit parti, har han oplevet, at det alligevel er muligt at flytte noget.
“Vi er begyndt at tage nogle kvoteflygtninge, det er ikke kun min fortjeneste, men vi er begyndt at tage dem,” siger Daniel Toft Jakobsen med henvisning til, at Danmark i 2020 begyndte at modtage kvoteflygtninge efter at have afvist dem siden 2016.
En anden måde, hvor Daniel Toft Jakobsen har forsøgt at gøre sin indflydelse gældende på Christiansborg, er i et tværpolitisk netværk for international tros-, tanke- og religionsfrihed. Her sad han sammen politikere fra andre partier – blandt andet Bertel Haarder (V), Ulla Tørnæs (V) og Naser Khader (UFG) – og kæmpede for, at Danmark skal gøre mere for religionsfrihed rundt omkring i verden.
Det tværpolitiske netværk har ikke fået meget medieopmærksomhed, men Daniel Toft Jakobsen fortæller, at deres arbejde har bidraget til, at der blev oprettet en enhed for tro- og religionsfrihed under udenrigsministeriet og en ambassadør for trosfrihed i 2018.
“Det er et eksempel på, at konsensus og ikke-synligheden i måden at gøre det på, har taget konflikten ud af det her. Det betyder, at noget blev sat i gang hos de borgerlige (under VLAK-regeringen i 2018, red), og så har vi kørt det videre. Det er ikke kun min fortjeneste, men jeg har spillet en rolle i, at det stadig kører,” siger Daniel Toft Jakobsen.
Og den manglende synlighed går ikke den tidligere formand for det tværpolitiske netværk på.
“Det bliver ikke mindre spændende af, at der ikke er alle mulige, der skriver om det. Ting er jo ikke kun sket, hvis der er nogle, der har skrevet om det,” siger Daniel Toft Jakobsen.
Stof til eftertanke
Daniel Toft Jakobsen har altså været en politiker, der har turdet stå fast på sine holdninger. Til gengæld har han ikke haft et stort behov for, at hans bedrifter har fået opmærksomhed i offentligheden.
Dette kommer også til udtryk, når han fortæller om sine politiske forbilleder. Her er det vigtigste for ham nemlig, at de har været meget tydelige om deres værdier, og hvad de mener.
“Sådan en som Birthe Rønn Hornbech, havde jeg indtryk af mente noget. Hun sagde ikke altid det mest opportune, men jeg havde en meget klar fornemmelse af, hvad hun stod for,” siger Daniel Toft Jakobsen.
Og det er også den type politiker, han selv har forsøgt at være. Om det er lykkes ham, vil han ikke selv afgøre. Men han håber, at hans åbne og ærlige tilgang måske kan give medier og partier lidt stof til eftertanke.
Han påpeger, at det jo er åbenlyst, at der særligt i de store partier, er uenigheder og forskellige syn på mange spørgsmål. Derfor behøves det ikke altid at blive gjort til sensationsstof eller store overskrifter, mener han.
“Jeg synes, vi skal være ærlige om, at der er ting, vi ser forskelligt på. Det kunne jeg godt tænke mig, at både partiledelser og journalister tog mere afslappet,“ siger Daniel Toft Jakobsen.
Hvad fremtiden kommer til at byde på, ved han endnu ikke.
“Jeg skal finde ud af, om jeg vil fortsætte i samme spor og arbejde for nogle holdninger, jeg virkelig brænder for, eller om jeg skal finde noget helt andet. Det er en måned siden, jeg røg ud, så jeg ved det ikke endnu,” siger Daniel Toft Jakobsen.
Men en ting er sikkert – det er ikke de store overskrifter, der kalder. I hvert fald ikke lige nu.