Der findes folketingspolitikere som en gennemsnitlig dansk medieforbruger nærmest aldrig vil støde på. Men det betyder ikke, at de ikke har indflydelse på samfundet og den politik, som partierne fører.
Af Frederik Zeuthen og Adam Geil
I dansk politik er en af de mest brugte metaforer den om dyrene på savannen.
Metaforen har eksempelvis martret Jakob Ellemann-Jensen siden sommeren 2020, hvor han i et interview med Berlingske, sagde, at Venstre trods uro i blå blok var “det store dyr på savannen”.
Man skulle tro, at det var en stor og magtfuld løve i toppen af fødekæden, Ellemann tænkte på. Men faktisk var det et helt andet dyr:
“Jeg forestillede mig faktisk i situationen mere en elefant. For det er sådan et stort og rart dyr, som har en vis pondus. Løven er også stor men ikke altid så rar,” sagde Jakob Ellemann-Jensen i P1’s politiske magasin Slotsholmen i september.
Dermed afslørede han også, at han nok ikke har læst “Partigrupperne i Folketinget” af politologen Henrik S. Jensen. For så ville han nok ikke have tænkt på en elefant.
Men det kommer vi tilbage til senere.
For i al sin enkelthed bygger savanne-metaforen på en præmis om, at der er nogle politikere og partier, typisk de mest synlige, der har mere magt og indflydelse end andre. Og det er der nok også noget om.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at disse folketingsmedlemmer har en større betydning for demokratiet end dem, der ikke optræder så meget i medierne.
Det fortæller Helene Helboe Pedersen, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.
“Man kan ikke sige noget om, hvorvidt de mere synlige har større betydning end de usynlige. Begge grupper sidder i Folketinget og lægger et stykke arbejde i at få det til at fungere. Jeg har svært ved at se, at det udelukkende skulle være den ene gruppe, der får det til at fungere. Det er der i hvert fald ikke noget forskning, der viser,” siger hun.
Men kan man så sige noget om, hvilken betydning det enkelte folketingsmedlem har?
“Det er svært at sige præcist. Det enkelte folketingsmedlem gør primært sin indflydelse gældende gennem sit parti. Partierne er de afgørende enheder i flertalsdannelsen i Folketinget. Det er gennem partiet, at det enkelte folketingsmedlem kan være med til at lægge en politisk linje, vise politisk initiativ og bestemme, hvilke emner der skal på dagsordenen,” siger Helene Helboe Pedersen.
Magt er godt
Demokratiforsker Svend-Erik Skaaning er enig med Helene Helboe Pedersen, da han mener, at det enkelte folketingsmedlems betydning for demokratiet bunder i muligheden for at udøve magt og indflydelse.
“Betydning er vel et andet ord for indflydelse. Og magt er et andet ord for indflydelse. Så det er nok det samme, vi taler om,” siger Svend Erik Skaaning, der er professor i statskundskab på Aarhus Universitet.
Ifølge Svend Erik Skaaning er det netop afgørende for demokratiet, at folketingsmedlemmer gør deres indflydelse gældende. Det er selve kernen i det repræsentative demokrati.
“Hvis det ikke er folketingspolitikerne, der træffer beslutningerne, men nogle andre, for eksempel virksomheder eller embedsapparatet, så underminerer det demokratiet. Så i sidste ende er det godt, hvis folketingsmedlemmerne udøver indflydelse og magt,” siger professoren, der blandt andet har bidraget til den populære bogserie ‘Tænkepauser’ med bogen om demokrati.
Fra det politiske system bliver det også fremhævet, at synlighed ikke nødvendigvis er det samme som stor indflydelse.
“Det er ikke sådan, at dem, der er meget eksponerede, automatisk har meget indflydelse. Sådan ser det ud udefra, men sådan er det slet ikke i virkeligheden,” siger tidligere skatteminister og gruppeformand i Venstre, Karsten Lauritzen.
Tilbage på savannen
Og så er vi tilbage ved lektor emeritus fra Københavns Universitet Henrik S. Jensens bog og dyrene på savannen. For her beskriver han på pædagogisk vis en typologi om, hvordan politikerne på Christiansborg kan deles op efter deres synlighed i medierne og deres indflydelse:
Kort fortalt er der fire “politiske dyr” på Christiansborg: “Løver”, “Giraffer”, “Elefanter” og “Antiloper”.
Løverne er minister-typen. De har stor indflydelse og kan også både ses og høres i medierne. Elefanterne er de “tunge drenge og piger”, som har stor indflydelse i deres partigrupper, men som ikke optræder så meget i medierne.
Girafferne udgøres af folketingsmedlemmer, der ofte stikker hovedet frem i medierne, men som ikke har stor indflydelse på deres gruppe. Til sidst er der Antiloperne, der hverken stikker hovedet frem i medierne eller har stor indflydelse på gruppen.
Og skal man følge typologiens logik, ville det altså være mest naturligt, at Jakob Ellemann-Jensen så sig selv som en løve. Han har da også stor indflydelse, særligt på sit parti, men også for demokratiet. I skrivende stund ser det eksempelvis ud til, at han muligvis bliver en ledende figur i den kommende regering.
Elefanten i rummet
Professor i statskundskab Helene Helboe Pedersen deler Henrik S. Jensens analyse af, at de såkaldte elefanter også har stor indflydelse:
“Jeg tror i hvert fald ikke, at vi uden videre skal antage, at dem, der er usynlige for offentligheden, også er usynlige i partiet. Der er masser af magtfulde usynlige aktører i partierne,” siger hun.
Hun påpeger dog, at det kan være svært reelt at udpege elefanterne. For når først det går op for medier og politiske iagttagere, at de har magt, vil synligheden følge. Hun peger eksempelvis på Bjarne Corydon (S) og Claus Hjort Frederiksen (V) som eksempler. Hun fremhæver også Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten som en indflydelsesrig politiker, der måske ikke har fået den store medieopmærksomhed.
“Han var virkelig vigtig for deres finanspolitiske profilering og sad med i alle de vigtige forhandlinger. Men jeg har et indtryk af, at han ikke er en, mange kender, hvis man ikke er politisk interesseret,” siger Helene Helboe-Pedersen.
Og så nævner hun også Troels Lund Poulsen (V). Iagttagere af de nuværende regeringsforhandlinger vil kunne genkende ham fra baggrunden af billedet, når Ellemann udtaler sig til pressen foran Marienborg. At han deltager i forhandlingerne, vidner om hans anseelse og indflydelse i partiet. Måske særligt fordi han ikke har nogen formel ledelsespost såsom næstformand eller gruppeformand.
Den 46-årige landmand fra Vejle får da også rosende ord fra partikollegaen Christoffer Aagaard Melson:
“Troels bruger sindssygt meget tid på de indre linjer og i forhandlinger, men han er til gengæld ikke voldsomt profileret udadtil. Han har heller aldrig haft de der supervalg. Og hvis det stod til mig, så vil jeg hellere have den type indflydelse,” siger Christoffer Aagaard Melson.
Hestehandel
Med det udsagn placerer Christoffer Aagaard Melson sig også udenfor elefantflokken. I hvert fald indtil videre. På et punkt passer han dog godt ind – han har ikke været særlig synlig i det nationale mediebillede i hans første periode på Christiansborg.
Ifølge medieovervågningstjenesten Infomedia blev han kun nævnt 1102 gange i medierne i sidste periode. Det er lidt over en femtedel af det, hans partikollega Jan E. Jørgensen blev.
Melson har da også fortalt, at det ikke nødvendigvis er en ambition for ham at komme i medierne. Han vil hellere have indflydelse på konkret politik end på den offentlige debat. Og det mener han også at have haft – særligt på de områder, hvor han har været ordfører.
Han har som it- og teleordfører efter eget udsagn haft stor indflydelse på det seneste teleforlig. Han har blandt andet været med til at sikre, at der blev skabt bedre regulatoriske rammer for teleselskaberne, så de har bedre muligheder for at sætte telemaster op og dermed leve op til deres dækningskrav.
Derudover har han blandt andet også arbejdet på mere smidige regler for køb og salg af heste. Det har blandt andet mundet ud i, at salg af heste er blevet undtaget købelovens regler for forbrugerkøb.
“Det er ikke sådan noget, som medierne opdager, at man arbejder med. Men folk på Christiansborg lægger mærke til, at man får flyttet nogle ting. Og det betyder jo også noget for nogle tusinde mennesker, selvom det ikke er stort nok til at komme i de nationale medier,” siger Christoffer Aagaard Melson.
Vertikalt og horisontalt hierarki
At Christoffer Aagaard Melson særligt har haft indflydelse på politikken på hans interesse- og ordførerområder, spiller sammen med den organisatoriske magtfordeling, man kan se i Folketinget og partiernes grupper.
Den bliver af forskere og iagttagere, blandt andet i Henrik S. Jensens bog “Partigrupperne i Folketinget”, beskrevet som en dynamik mellem et vertikalt og et horisontalt hierarki.
I det horisontale hierarki bliver medlemmerne af folketingsgruppen enige. Det kan være om spørgsmål til afstemning i salen, en politisk linje eller noget tredje. Det sker på gruppemøderne, hvor der skal dannes flertal for en beslutning. Her er et fladt hierarki, hvor alle har mulighed for at byde ind.
“I de fleste folketingsgrupper siger vedtægterne, at man stemmer om, hvad man skal mene. Men i realiteten stemmer man ikke om alle sager. Der er nogle få, der tager ordet til en sag – nogen taler for, og nogen taler imod. Og så skal man som gruppeformand vide, hvor resten er henne,” siger Karsten Lauritzen, der var Venstres gruppeformand fra 2020-2022, men som i dag er branchedirektør i Dansk Industri.
Som hovedregel og i langt størstedelen af sagerne følger partiet dog ordførerens indstilling. Det fortæller Lars Barfoed, der er tidligere minister, formand og gruppeformand for de Konservative.
“Det gælder selvfølgelig ikke altid. Nogle gange kan det jo være, at ordføreren er gået ud ad en tangent, som gruppen slet ikke kan acceptere. Så kan man blive sat på plads og i sidste instans blive flyttet til et andet ordførerområde,” fortæller han.
I sådanne tilfælde kommer det vertikale hierarki i spil. Her er partiformanden i toppen – typisk med en gruppeformand, politisk ordfører og gruppebestyrelse under sig.
Lars Barfoed, der i dag er selvstændig konsulent, vurderer, at det vertikale hierarki i sidste ende betyder mest, da partiformanden og ledelsen har mulighed for at blande sig i alle politikområder og har en slags vetoret til at tegne partiets holdninger:
“De vil altid kunne slå ned på hvilket som helst ordførerområde og sige, ‘det mener partiet bare ikke det her’. Dermed har de også ret til at pålægge en ordfører at mene noget bestemt på et eller andet område,” siger han.
Men de to hierarkier er dynamiske og afhængige af hinanden. Det vertikale niveau har kun en berettigelse, så længe der er opbakning i gruppen til ledelsen:
“Gruppen kan i sidste ende stemme sig til en ny gruppeformand og politisk ordfører. Men som udgangspunkt er det ultimativt, og derfor er det, der i sidste ende giver den største indflydelse, det vertikale niveau,” siger Lars Barfoed.
Lokker ikke direktøren
Samme budskab lyder også fra sociolog og magtforsker ved Copenhagen Business School (CBS), Christoph Ellersgaard. Han har sammen med sine medforfattere Anton Grau Larsen og Markus Bernsen skrevet bogen “Magteliten”, hvor de kortlægger de mest magtfulde danskere i netværk på tværs af politik, erhvervs- og kulturliv.
De kalder dem “magtnetværk”, og de siger noget om, hvem forskellige magtfulde personer finder det interessant at snakke med, hvis de vil have varetaget deres interesser. Kortlægningen viser, at der skal “en tung” politisk post til, hvis man skal være interessant for magteliten:
“Lederne fra de store interesseorganisationer, en departementschef eller den administrerende direktør for Mærsk bliver ikke lokket til et møde hos en backbencher fra de store partier. Slet ikke, hvis man sidder uden for de klassiske regeringspartier – det er ikke nogen, man for alvor finder det relevant at pleje forbindelser til,” siger Christoph Ellersgaard.
Han fortæller videre, at det i virkeligheden kun er de “måske 30 tungeste” folketingspolitikere, der er virkeligt interessante for magteliten at pleje omgang med. Det sker i takt med, at politik også er blevet mere topstyret, fortæller han.
En udvikling som historiker og professor emeritus ved Københavns Universitet, Tim Knudsen også beskriver i sin bog “Fra folkestyre til markedsdemokrati”.
“Det er ikke “partierne” – forstået som massen af medlemmer – der træffer de endelige beslutninger i de folkevalgte organer. Det gør de valgte partirepræsentanter. De menige partimedlemmer har ingen garanti for deltagelse, endsige indflydelse. Og blandt de valgte repræsentanter er det kun en lille inderkreds, som får indflydelse på meget væsentlige beslutninger og den overordnede strategi,” skriver Tim Knudsen i bogen.
De mindre synlige politikere har dog stadig en formel magt, da deres stemme tæller lige så meget i Folketinget som alle andre medlemmer. Og de kan da også opnå et stort netværk – særligt indenfor det område, hvor de er ordførere.
“De indgår typisk i nogle mere sektorspecifikke netværk,” siger Christoph Ellersgaard.
Antiloperne har også sin ret
Selvom mere magt og indflydelse i partierne gennem de seneste år er steget til vejrs, har folketingets mindre synlige navne altså stadig mulighed for at få indflydelse og gøre en forskel. Oftest er det dog på de områder, hvor de er ordførere og internt i partiet.
Det er også erfaringen og holdningen hos en af dansk politiks grand old men, tidligere formand for socialdemokratiet og mangeårig minister, Mogens Lykketoft:
“De allerfleste har en reel indflydelse. De er en del af nogle netværk og udvalg, hvor de prøver at få mest mulig indflydelse. Som ordfører arbejder man også med sager, hvor man kan ændre lovforslag og præge partiets holdning. Men det afhænger af, hvor slagkraftig man er,” siger Mogens Lykketoft.
Hvis man ønsker at blive et af de store dyr på savannen, en løve eller elefant, så handler det ifølge Karsten Lauritzen om at være flittig og vise, at man kan det politiske håndværk: Kommunikere, forhandle og indgå kompromisser.
“Der er en lagkage af indflydelse, og det er ikke sådan at den bliver skåret ud i 179 lige store stykker. Nogen får et stort stykke og nogen får et lille stykke. Dem, der får det største stykke, kan det hele,” siger Karsten Lauritzen.